Mads Rosenkrantz Grage går på den manuslinja på Den danske filmskolen, og ble sendt ut av den snart lanseringsklare danske versjonen av Comoyo Filter for å ta pulsen på årets avgangsfilmer fra den prestisjetunge filmskolen Super 16.

Her er hans rapport:

«Super 16 er den førende uafhængige filmuddannelse i Danmark», stod der i den lille folder, som jeg desperat bladrede igennem, mens jeg fulgte kødranden af mennesker på vej op ad trappen til den store sal i hipsterbiografen Empire. Folderen fulgte med dvd’en, som lå i foyeren ved siden af kildevand og bobler. Billetterne til premieren var blevet revet væk på et par timer, og ravl og krat var mødt op for tage imod det nye kuld afgangselever.

Til dagligt går jeg på den danske filmskoles manuskriptuddannelse, hvor jeg bliver indoktrineret med den naturlige historie og andet art-lort fra 70’erne af Mogens Rukow og andre fortidslevn. Jeg var derfor ikke til stede for at blive underholdt, men snarere ude for at snuse til, hvad mine fremtidige konkurrenter og kollegaer i den danske filmundergrund har for.

Super 16-afgangspremieren er nemlig ikke kun et arrangement for afgangseleverne, men også et salgsvindue for de menige holdmedlemmer, der her har muligheden for at slå sig løs i en mere kunstnerisk atmosfære, end de sædvanligt får i filmbranchen.

Trailer til «Waiting for Phil» af Jeanette Nordahl & Nadja Nørgaard Kristensen:

Jeg er ikke så god til sociale arrangementer, hvor alle kender alle og krammer alle, men der er heldigvis sjældent nogen, der krammer ham, der står i hjørnet og udviser en overdreven interesse i sit dvd-cover, hvor man i øvrigt kunne læse om de ti afgangsfilm. Jeg havde allerede en mistanke om, at jeg ikke ville holde til at se alle ti afgangsfilm, hvilket mere skyldes min manglende koncentrationsevne end filmenes kvalitet. Jeg lider formentlig af ADHD, men jeg voksede op i Albertslund, hvor alle børnene led af koncentrationsbesvær, så den slags blev aldrig opdaget.

De ti afgangsfilm, med en samlet spilletid på over tre timer, virkede derfor allerede som en alt for stor mundfuld – allerede inden den første introsekvens kørte over lærredet. Især fordi instruktørerne på Super 16 alle dage har været glade for dvælende trackingshots med lav dybdeskarphed af nakken på unge mænd i coming of age-eksistentialistisk krise eller ditto kvinder med seksuel frustration.

Jeg bliver forhåbentlig ikke lynchet for at skrive at afgangsfilmene havde et svingende niveau, og at kun et par film lykkedes med det svære novellefilmsformat, der placerer sig midt imellem kortfilmen og spillefilmen. Mange tumlede med enten at presse en spillefilm ned under den magiske halve time, som ofte er grænsen på festivaler, eller få en kortfilmsidé til at strække sig ud til en novellefilm. Hvad der skilte fårene fra bukkene, var ikke idéen eller udførelsen, men slet og ret at mange af filmene ikke kendte deres besøgstid.

Fællesindtrykket for de mislykkede var, at de havde et højt kunstnerisk niveau, men desværre var alt, alt for lange. Djævelens advokat ville sige, at størstedelen var dobbelt så lange som de burde være. Jeg mener til gengæld at de var tre gange så lange som de burde, men jeg lider jo også koncentrationsbesvær.

En tidligere Super 16-film, «Skinke», af Johan Knattrup Jensen & Mads Damsbo:

Det er desuden et fællestræk (og har alle år været det), at stort set alle instruktørerne skriver deres film selv. Det er måske netop derfor, at filmene har en tendens til at blive lidt lange i spyttet – instruktørerne har simpelthen for svært ved at slå deres darlings ihjel. Det er derfor også forfriskende at erfare at Super 16‘s næste kuld (det syvende) består af seks instruktører, seks producere og fire manuskriptforfattere i stedet for de sædvanlige otte instruktører og otte producere – et initiativ, der er yderst velkomment i den danske filmbranche, der har instruktører nok, men mangler manuskriptforfattere til det voksende marked.

De mest vellykkede film var den på papiret prætentiøse «Verdenssøn» af Johan Knattrup Jensen og Mikkel Kastberg, der handlede om digteren Michael Strunges sidste dage – og «Turbo» af Andreas Thaulow og Mads Damsbo, der handler om en ung mand, der tumler med jalousi, kærestesorger og dårlig samvittighed over at have forårsaget en trafikulykke.

«Turbo» er den fortælling, der bruger kortfilmsformatets begrænsninger bedst. Selvom filmen har sine fejltrin og irritationspunkter, så formår holdet bag at holde spændingen hele vejen til slut. Hovedpersonen i «Turbo» bliver spillet af Elliott Crosset Hove, som er ved at udvikle sig til en Super 16-darling. Det er en virkelig modig casting at lade den bløde Hove spille hård negl, med mange hestekræfter under kølerhjelmen, og ville være perfekt, hvis ikke det var for den læderjakke, som han er blevet smidt i. Det bliver simpelthen for kostumeagtigt og kunstigt i en film, der ellers er troværdig og medrivende fra start til slut.

«Turbo» var i øvrigt den eneste film, hvor jeg på intet tidspunkt sad uroligt i sædet og håbede, at den snart sluttede, hvilket bringer mig til «Versioner», som havde den klart bedste åbningsscene af hele kuldet, hvor filmens narkoleptiske hovedperson er på verdens værste date med en krydsogtværs-fanatiker fra helvede. Derefter var det desværre ned af bakke for filmen, for man blev aldrig interesseret i hovedpersonens projekt, som vist nok bygger på filmens producers egne erfaringer med narkolepsi.

I øvrigt spillede Christina selv hovedpersonen og et eller andet sted i virvaret og de mange kasketter er der gået noget galt, for der må eksistere en mere medrivende og interessant fortælling om narkolepsi end de har fået ud af det. Jeg står af i samme øjeblik, hvor hovedpersonen ifører sig en ildrød stewardessedragt for at gå i byen alene i en blanding af jumpcuts og pinligt lange indstillinger. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor filmskaberne har brugt så markante virkemidler, der gør så afskyeligt opmærksomme på sig selv.

Jeg bliver frustreret over at kunne mærke en afsender, uden at kunne mærke forstå det afsendte. Synd. For ideen om at bruge virkelige menneskers virkelige problemer virker som en spændende idé.

Trailer til «Barvalo» af Rasmus Kloster Bro og Signe Bruntse:

Den umiddelbart bedste idé til en kortfilm var at finde i «The Load», som var en sjov lille fortælling om en forretningsmand, der kører galt i Lapland og begiver sig ud på en sisyfosagtig vandretur gennem Laplands sumpområder med en gigantisk kuffert på slæb. Filmen startede lovende og blev sjovere og sjovere i sit absurde setup med manden mod naturen. Det kastede mange guldkorn af sig. Men da manden til sidst går i ring og havner foran den samme svedehytte igen og igen og igen og igen i den samme total, der står jeg af. På det tidspunkt har jeg fattet budskabet for længst og ville bare gerne have en forløsning. Da den forløsning endelig kom, havde jeg sukket og strukket mig i biografsædet så mange gange, at det kunne være lige meget.

Der var også mulighed for at være vidne til et eksperiment i «How to Say Goodbye», der midt i fortællingen klippede til et kamera inde i biografsalen, hvor de to hovedroller sad og fulgte med i, hvad der foregik på lærredet. Et håndholdt kamera med livefeed viste, hvordan de spillede en lille scene, hvorefter filmen startede på ny. Det var en sjov lille happening, som dog var bedre på idéplan end i udførelse. Denne film var en flashback-agtig sag, hvor hovedpersonen gennemspiller sit break up igen og igen armeret med ny viden fra sidste brud. Det blev desværre ret langt i spyttet, og da kinalampen i loftet fadede op og spillerne spillede den sidste scene for os i levende live, var jeg træt og ønskede bare at de fik det brud overstået, så vi kunne komme ud og få frisk luft. Det var synd, for det var spændende og gennemført, men kom til at fremstå en anelse gimmicky. Gentagelsen dræbte desværre effekten.

I øvrigt var det meget interessant at se, at Super 16-eleverne er dygtige til at bruge hinanden til at få filmene ud. Det føltes for eksempel som om, at Mads Damsbo og hans produktionsselskab Makropol var her og der og alle vegne. Mads har garanteret ikke været den eneste, der har fået tingene til at ske på Super 16, men hans synlighed var ikke til at tage fejl af. I det hele taget er det en talentfuld omgang afgangselever der rammer den danske filmbranche, og det bliver spændende at følge med i, hvordan deres fremtid kommer til at forme sig. Her er en tidligere film fra Mads Damsbo – «Ord»:

Modsat storebroderen, Den Danske Filmskole, så er Super 16-folkene allerede dybt integrerede i filmbranchen, og vi ser forhåbentlig snart en række spillefilm fra dette begavede kuld.

Og til den tid må vi håbe at de har lært at dræbe deres darlings, så os med ADHD kan holde ud at se en hel film.