Fredag 11. mai starter Nordiske Mediedager programmet med et «Broen»-panel med seriens regissør Charlotte Sieling, fotograf Jørgen Johansson og ikke minst hovedrolleinnehaver Kim Bodnia (avbildet under bergensbesøket øverst her). I den anledning spurte vi seriens manusforfatter Nikolaj Scherfig om han kunne skrive litt om hvordan serien ble til. Ettersom Scherfig er dansk, og dansk er et såpass tøft språk, lar vi det hele stå uoversatt.

OBS! Om du ikke har sett «Broen» ennå, bør du vente med å lese dette (og heller leie serien her). Det er nemlig noen temmelig heftige spoilere i teksten.

Om Kynisme og Følsomhed. Om kolde svenskere uden empati og tossegode danskere der kun kan finde ud af at hygge. Om en morder der er larger than life, men også er en lille bitte mand lidt for mange har trådt på. Om at ramme virkeligheden mere end vi brød os om. Om at skrive «Broen».

Når man skal fortælle en historie på film eller tv handler det om at kombinere kynisme med følsomhed. På den ene side skal man gå kynisk og koldt til sin historie. Som en general der indtager en omringet by og ikke skænker det mange tanker hvor mange af egne eller fjendens soldater og uskyldige civile der vil gå til grunde i kampens hede. Man skal ikke være bange for at vade i en flod af blod.

På den anden side vil historien først leve det øjeblik at den også indeholder ægte følelser. Noget der rører og har betydning for dem der skriver. Noget man har en stor sensibilitet over for. Midt i floden af blod skal der være en baby der er ved at drukne. En baby man for enhver pris vil prøve at redde. En ægte baby af kød og blod.

Da jeg i sin tid blev tilbudt at være med til at skrive «Broen» var det netop den næsten skamløse kynisme ved det foreslåede setup der tiltalte mig. Den svenske tv-station SVT ville gerne lave en krimi, men havde ikke råd til at lave den alene. De ville gerne have den danske tv-station DR med. Især deres penge.

Og de havde så udtænkt det her plot med en død kvinde midt på Øresundsbroen som lå der hvor grænsen går mellem Danmark og Sverige. Den døde kvindes krop skulle bestå af en svensk overkrop med hjerte og hjerne og alle de vitale dele. Og så en dansk underkrop bestående af en kusse, et røvhul og et par lange ben.

Dansk og svensk politi skulle så finde ud af at samarbejde om opklaringen af dette mærkelige konceptuelle mord der mest af alt lignede en konstruktion skabt ud fra et ønske om fælles nordisk finansiering samt en særlig svensk freudiansk fortrængning af slags. At kaste en baby ind i denne kyniske konstruktion var den udfordring som Hans Rosenfeldt og jeg sammen med resten af teamet omkring «Broen» besluttede vi ville prøve.

Først og fremmest handlede det om at gøre de to hovedkaraktere Saga Norén og Martin Rohde interessante. På den ene side kynisk at lade dem være udtryk for de fordomme danskere og svenskere har om hinanden. Svenskerne som kolde, uden empati og altid er parate til en blodig erobringskrig. Nordens tyskere. Danskerne som dovne, slappe og altid parate til at kravle over hvor gærdet er lavest. Nordens arabere. På den anden side at give dem nogle karaktertræk og hemmeligheder som først langsomt bliver fremkaldt af historiens plot. At investerer os selv i disse karaktertræk.

Nå ja, og historiens plot skal selvfølgelig også væves ind i karakterernes liv og fortid. Det hele skal gøres med et glimt øjet der både ramme en humor der spiller på genren samt rammer noget hverdagsagtigt, men også med en stor alvor der i bedste fald griber både os selv og publikum om hjertet. Da vi vælger at Martins søn August til sidst skal dø griber det os alle og vi kan mærke både nakkehårene rejse sig og klumpen i halsen. Vi ved at vi har foretaget det dramatiske og følelsesmæssige rigtige valg.

Og så er der skurken. At konstruere en krimi handler altid om at finde på en skurk der er original nok og har et stort nok projekt og som det er interessant at følge og jage helt til slut. En skurk der altid har noget i ærmet til sidst. En skurk der både er larger than life, men måske i virkeligheden også er et lille bitte menneske lidt for mange har trådt på og som nu vil hævne sig. Man jager et bæst, men fanger et menneske. En skurk der overrasker. En skurk der afspejler tidens dilemmaer.

Vi brugte rigtigt meget tid på at finde på hele det net af svigt som vores skurk Jens havde været udsat for og som alle mordene i virkeligheden skulle dække over. Men også at give ham en overbygning hvor han intellektuelt anklagede den nordiske velfærdsmodel for at være en løgn der havde svigtet alle, ikke bare ham. At vi med vores skurk ville synke ind i et særligt nordisk mørke. En særlig nordisk vrede.

Det lykkedes os mere end vi egentligt brød os om. I hvert fald var vi rystede og chokerede da vi i august sad i en biograf i Malmø og med venner og bekendte så de to første afsnit inden de skulle vises på hhv. dansk og svensk fjernsyn. Vi havde lavet en skurk der ville opdrage befolkningerne i Danmark og Sverige med mord og program erklæringer og statistikker, en morder som gerne ville have en stemme og ikke var bange for at kommunikerede direkte gennem nettet, en morder som også på et tidspunkt optrådte i politiuniform for at virke tilforladelig inden han skulle myrde.

Det der for os havde været en fantasi og en konstruktion var pludselig en måned inden serien skulle sendes blevet til virkelighed i Norge. I første omgang valgte NRK ikke at vise serien sidste efterår som det ellers havde været planlagt. Vi fik at vide at de overvejede om den overhovedet kunne blive vist. Det blev den så i foråret i år. Og blev en procentuelt større succes i Norge end i Danmark og Sverige. Det er nok noget af det der har rørt os og betydet mest for os ved «Broen»s succes.

• Lik oss på Facebook og følg oss på Twitter for daglige oppdateringer fra film- og tv-verden, anmeldelser, konkurranser og mer!